Lovkrav i Europa

De europæiske lande har forskellige lovkrav for vinterdæk og sikkerhedsudstyr i Europa. Vi har derfor lavet en oversigt over dem her, hvis du skal på skiferie eller en tur rundt i Europa.

🇩🇰 DANMARK

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest, nummerplader skal være tyverisikret.

Vinterdæk er ikke påbudt. Pigdæk er tilladt 1/11 – 15/4 hvis de er monteret på alle hjul. Snekæder er tilladt under forudsætning af, at de ikke ødelægger vejene.

🇫🇴 FÆRØERNE

Sommerdæk er forbudte i perioden 1/12 – 30/4, med mindre der sikres vejgreb på glatte veje ved hjælp af snekæder på de trækkende hjul. I denne periode kan man anvende vinterdæk (M+S) eller pigdæk. Pigdæk må ikke anvendes i perioden 1/5 – 15/10.

🇮🇸 ISLAND

Vinterdæk er påbudt fra 1/11 – 14/4 i vintervejr.

🇳🇴 NORGE

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, vinterdæk (min. 3 mm mønster).

Den enkelte bilist (også udenlandske turister) skal sikre sig, at bilen kan køre i vintervejr. Det betyder i praksis, at der kræves vinterdæk, når vejret tilsiger det, eller at der som minimum medbringes et sæt snekæder. Pigdæk og snekæder er tilladt fra 1/11 – mandag efter Påske.Vinterdæk skal have min. 3 mm mønster.

🇸🇪 SVERIGE

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, vinterdæk (min. 3 mm mønster).

Det er påbudt at anvende vinterdæk i perioden 1/12 – 31/3, når vejret tilsiger det.
Pigdæk og snekæder er tilladt fra 1/10 – 15/4, hvis der er sne og is på vejen. Vinterdæk skal have min. 3 mm mønster.

🇫🇮 FINLAND

Vinterdæk, med min. 3 mm mønster, er påbudt i perioden 1/12 – 1/3.

🇩🇪 TYSKLAND

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest, miljøzonemærket, vinterdæk (påkrævet i vintervejr).

Loven kræver 1,6 mm, men køretøjet skal være tilpasset vejrforholdene, herunder en efter forholdene egnet dækmontering, dvs. vintervejr = vinterdæk (dæk med M+S mærkning og/eller snefnugsymbol og min. 4 mm mønster).
Gælder også for udenlandske biler. Vinterdæk produceret efter 31/12 2017 skal være mærket med snefnugsymbol,
mens dæk produceret før må anvendes frem til 30/09 2024. Ved kørsel med vinterdæk, der bærer en lavere hastighedskode end bilens tophastighed, skal der i førerens synsfelt anbringes en mærkat, der angiver dækkenes max. hastighed.

🇨🇭 SCHWEIZ

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, vinterdæk (påkrævet i vintervejr).

Pigdæk er tilladte i perioden 1/11 – 30/4, dog ikke på motor- og motortrafikveje. Undtaget er strækningerne A13 San Bernar- dino tunnelen og A2 St. Gotthard tunnelen. Med pigdæk er max. hastighed 80 km/t og bilen skal bære mærkat med pigdæk- symbol. Snekæder kan være påbudt ved skiltning.
Vinterdæk er ikke påbudt, men ved kørsel i sne uden vinterdæk kan der idømmes bøde.

🇦🇹 ØSTRIG

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest, førstehjælpskasse, vinterdæk (krav når der er vinterføre).

Pigdæk er tilladt fra oktober – maj, men perioden kan forlænges, hvis vejret tilsiger det. Vinterdæk, snekæder eller pigdæk er nødvendige ved kørsel i bjergområder i vinterperioden. Brug af snekæder kan være påbudt ved skiltning og snekæder skal bære typegodkendelse V5117. Vinterdæk er obligatorisk fra 1/11 – 15/4 hvis der er sne og is på vejen.

🇫🇷 FRANKRIG

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest, alkoholtester.

Der er ingen særlige krav om vinterdæk. Snekæder må kun bruges, når der er sne/is og kan være påbudt ved skiltning. Pigdæk er tilladt fra lørdagen inden 1/11 til sidste søndag i marts. Max hastighed 90 km/t. Der skal klistres et pigdæksymbol bag på bilen.

🇮🇹 ITALIEN

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest til alle i bilen, snekæder/pigdæk er påbudt i visse bjergområder.

Snekæder og pigdæk kan blive påbudt i bjergene (pigdæk er tilladt i perioden 15/11 – 15/3).
Vinterdæk og snekæder er påbudt i Val d’Aosta 15/10 – 30/4. Perioden kan forlænges, når vejret tilsiger det.

🇪🇸 SPANIEN

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest.

🇨🇿 TJEKKIET

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest, førstehjælpskasse.

🇭🇷 KROATIEN

Sikkerhedsudstyr: advarselstrekant, sikkerhedsvest, førstehjælpskasse, ekstra pærer til bilens lygter.